Information om DIX (digitale eksportcertifikater)

DIX står for Digitale eksportcertifikater. Her på siden kan du finde information om DIX-systemet, udrulningsplanen for certifikater samt hjælp til DIX.

Hvis du eksporterer fødevarer til tredjelande og i forvejen får udstedt eksportcertifikater på fødevarer, foder og animalske biprodukter hos Fødevarestyrelsen, så kommer du til at anvende Fødevarestyrelsens nye system, DIX, til anmodning om udstedelse af eksportcertifikater i løbet af 2024-2025.

Certifikater og certifikatoplysninger på Certifikatdatabasen angående eksport af avlsmateriale o​g levende dyr er uændrede.

Får du udstedt certifikater via Traces, så vil du fortsat skulle anmode om certifikater via Traces NT.

Læs mere om TRACES NT her

Læs mere om Certifikatdatabasen her

DIX tages i brug 28. februar 2024

Dette betyder, at du som eksportvirksomhed skal være opmærksom på information om udrulningen af DIX og orientere dig i udrulningsplanen, hvor du kan se hvilke certifikater, der overgår til DIX frem til og med juni 2024.

Du kan finde udrulningsplanen her

Fødevarestyrelsen tager kontakt til tredjelandene

Fødevarestyrelsen står for forhandlinger med tredjelandene omkring eksportcertifikater. Det er derfor Fødevarestyrelsen, som sikrer, at relevante tredjelande informeres om DIX og de certifikatmodeller, som udrulles i systemet. Herunder også at sikre at der er overensstemmelse mellem tredjelandets eksportkrav og eventuelle ændringer af certifikatlayout.

Certifikatmodellerne i DIX kan blive opdateret indtil endelig udrulning bl.a. på baggrund af dialog med myndighederne i tredjelandene. For at lette overgangen til DIX og undgå forvirring hos myndigheder i tredjelande henstiller Fødevarestyrelsen til, at virksomhederne ikke selv påbegynder distribuering af certifikatmodellerne til kunder eller myndigheder i tredjelande.

MitID

For at tilgå DIX skal man logge ind med MitID Erhverv via NemLog-ins portal. Har du problemer med at logge ind, skal du kontakte din egen virksomheds IT-administrator. Fødevarestyrelsen kan ikke hjælpe med support på login-funktionen.

Du kan også få hjælp via MitID support og vejledning

Hjælp til DIX

Find guides til brug af DIX her

Teknisk support

Har du spørgsmål til systemet, eller oplever du fejl i certifikatmodellerne eller i systemet, så skal du kontakt os via e-mail: DIX@fvst.dk

Du kan få telefonisk support på hverdage:

Mandag - torsdag: 9-16
Fredag: 9-15
Telefon: +4572276900

Henvendelser vedrørende generel eksport eller specifikke forsendelser

Spørgsmål som omhandler generel eksport eller oplysninger i DIX-certifikater skal rettes til din lokale certifikatenhed. 

Telefon: +4572276900

Fødevarestyrelsens Certifikatdatabase vil stadig være tilgængelig for informationer og certifikater der endnu ikke er overgået til DIX. Indtil alle certifikater er udrullet i DIX, vil du i overgangsperioden skulle orientere dig omkring udstedelsesmetoden på Certifikatdatabasen. Dine certifikater skal udstedes via DIX, TRACES NT eller gennem Certifikatdatabasen.​

PDF-versioner bliver fjernet

Når certifikater overgår til DIX, bliver de nuværende certifikater i skrivbare PDF-versioner fjernet, som man kender det ved overgang til Traces NT. Der vil i stedet ligge en låst PDF-version af certifikatet, så du som virksomhed kan se, hvordan certifikatet ser ud og hvilke oplysninger, der skal angives i certifikatet ved anmodning. Derudover vil vejledningen til udfyldelse af certifikatet og evt. supplerende materiale også fremgå på certifikatmodellens side på Certifikatdatabasen - helt som i dag.

Søg på La-nummer eller DIX-modelnummer

For certifikatmodeller der udstedes i DIX, vil du kunne fremsøge certifikatet på Certifikatdatabasen ved enten at søge på La-nummeret for certifikatmodellen eller DIX-modelnummeret.

DIX giver i første omgang mulighed for at digitalisere anmodningsprocessen for din virksomhed. Det er således første skridt på vejen mod en digital udveksling af eksportcertifikater mellem Danmark og myndigheder i tredjelande. Du vil stadig få udstedt et fysisk certifikat printet på vandmærkepapir, men Fødevarestyrelsen vil varetage print af certifikater, som udstedes via DIX.

Alle certifikater opsættes i DIX efter UN/CEFACT, som er en international standardkode for handelsdokumenter. DIX er udviklet til at kunne lave fuld digital udveksling af certifikater, dvs. at det udstedte elektroniske certifikat sendes direkte til modtagerlandets myndigheder uden at blive printet på papir.
Før Fødevarestyrelsen kan udstede og udveksle digitale certifikater, skal det forhandles med tredjelandets myndigheder, at de vil modtage certifikater digitalt. Indtil sådanne aftaler foreligger, vil det ikke være muligt for virksomheder at få udstedt et digitalt certifikat via DIX eller for tredjelande at modtage det. Fødevarestyrelsen vil arbejde videre på at opnå aftaler om digital udveksling af eksportcertifikater i fremtiden.

Der er udviklet forskellige muligheder for virksomheder, der ønsker at automatisere hele eller dele af anmodningsprocessen. Automatisering af anmodningsprocessen vil typisk være relevant for virksomheder, der anmoder om mange certifikater. Anmodning om certifikater kan gennemføres på følgende måder:

  • Manuel udfyldelse af certifikatet.
  • Manuel indlæsning af data ifm. manuel anmodning om eksportcertifikat.
  • Automatiseret indlæsning af data fra egne systemer

Indlæsning af data ifm. manuel anmodning

Certifikatdata kan indlæses i DIX i forbindelse med oprettelsen af en konkret anmodning vha. en XML formateret fil. Når filen uploades på en model, sker der en automatisk udfyldelse af felter i certifikatmodellen tilsvarende koderne i XML-filen. Denne indlæsning er ikke komplet, men skal suppleres med manuelle indtastninger. ​

Du kan finde vejledningen til XML-løsningen her (PDF)

Automatiseret indlæsning af data fra​ egne systemer

Virksomheder har mulighed for at automatisere dele af eller hele anmodningsprocessen via udvikling af en API opkobling. Dette giver virksomheder mulighed for direkte at indsende certifikatanmodninger eller oprette kladder for anmodninger, som f.eks. kan færdiggøres og indsendes via den manuelle anmodningsproces. Løsningen stilles til rådighed for at sikre effektivitet og fleksibilitet hos virksomhederne.

Via fuldmagtsløsning vil det være muligt at indlæse data og dermed anmode om eksportcertifikat p​​å vegne af andre virksomheder. ​